Træið

Tónleikaverkini á hesari plátuni eru íblást við skaldskapi Williams.

2. “Fýra Stykki til Sjeystjørnuna” (1988) eftir Sunleif Rasmussen hava fingið íblástur úr skaldsøguni Moder Syvstjerne (1952) eftir William Heinesen.

3. “Træið” (1977) eftir Paula í Sandagerði hevur íblástur frá Træet (1930) eftir William Heinesen.

Træet
Det var saa skær en Foraarsnat; med Rim var Jorden stjernesat.
Et ensomt Træ paa Marken stod, klædt i Krystal fra Top til Rod.
Behængt med klare Sole var den nøgne Krones Greneglar,
og Toppens fine Traadespind i Slør af Mælkevej svøbt ind.
Et Træ, der, stedt i jordisk Ve, ser Evigheden roligt le!
Et Træ, der, som et jordisk Sind, vil fange hele Verden ind!
Og Jord og Himmel- for mit Blik saa underfuldt i Ét de gik.
Fortroligt blev mig alt; jeg stod berust af Fryd ved Træets Fod
og syntes, at det vokste ind
i Evighedens Ætervind
og fyldte ømt det kolde Hvælv
med Løvsprings-Brus og Blade- skælv!

Træið
Tað var so skær ein várlig nátt, og rím um jørð sum stjørnusátt.
Á vølli stóð eitt einsligt træ, bar krystaldýrd í greinalag.
Sum bjartar sólir skygdi gler í krúnuni, sum nú var ber
og bar í toppi greinatráð, sum vetrarbreytar tám hekk á.
Eitt træ við jarðar tungu trá, sum ævinleikan læa sá!
Eitt træ, sum jarðligt eins og tú
vil hýsa øllum heimi nú!
Og jørð og himin – fyri mær á undurshátt ein eining varð.
Heimkunnugt varð alt gleðin
sló
um meg, sum undir trænum stóð
og kendi vaksa inn tess tind
í ævinleikans eturvind
og blíðka heimsins køldu lon
við blaðaleiftur, nýleyvs-fon!
(Chr. Matras týddi)

4. “Tårnet” (1988) eftir Kristian Blak hevur íblástur frá Slædefarten (1976) eftir William Heinesen.

Slædefarten
Aj, nu er det blevet vinter. Det sner, det sner!
Efter en blændende dag med leg i sneen: aftenen, grøn og sugende over skumrende fjelde.
Endnu bare en sidste slædetur ned ad bakken og ud i det øde aftenrum!
Ene i verden. Ene med sneens rene duft af intet! Borte er alle dagens børn, men små hvide Nattebørn danser i mørkningen, danser i fygesne, danser i vild henrykkelse op og ned ad aftenens grønne istrappe!–

Men nu er den høje snedrive, hvor slæden plejer at standse af sig selv
nu er den drive borte, og her er en ny bakke, så lang, så lang. Så kommer en stor flade med mange funklende stjerner over, og her glider slæden vi- dere af sig selv skønt her ikke er no- gen bakke videre, videre, indtil der kun er luft og stjerner, og nu svæver din slæde gennem det rene ingenting! Og langt borte-nej se engang! – langt borte knejser et tårn mod himlen, og det er Tårnet ved Verdens Ende!
Toppen lyser og spruder gnister ligesom en stjernekaster, det ser så lystigt ud at du må le højt; men dog bare et øjeblik, for pludselig går det op for dig at du er alene og så langt væk at du aldrig kan finde tilbage igen. Så vågner du med et skrig i din seng.
– Hvad er der med dig. Amaldus? Har du dårlige drømme?
– Ja, for jeg drømte at jeg var ved Verdens Ende, der hvor Tårnet står – –!

Sletuferðin
Oy, nú er veturin komin. Hygg, hvussu hann kavar!
Tú hevur spælt tær um dagin í hesum skínandi hvíta kavanum, so kemur kvøldið grønt og tølandi yvir dimmum fjøllum.
Einans ein seinasta skreiðingartúrin aftrat við sletuni oman gjøgnum brekkuna og út í oyðuna!
Einsamallur í verðini. Einsamallur við tí reina kavaroykinum av ongum!
Horvin eru øll dagsins børn, men í skýmingini dansa smá, hvít náttarbørn, dansa i fokinum, dansa í villari øsing upp og niður eftir teimum grønu kvøldarglerpipunum!–

Men nú er tann stóra kavafonnin, har sletan plagar at stødga av sær sjálvum – nú er tann fonnin burtur, og her er aftur ein brekka, so long, so long. So er slætt aftur nakað leingi og uppi yvir glógva nógvar stjørnur, og her ekur sletan sjálv, hóast eingin brekka er – longur og longur, til einans luft og stjørnur eru eftir, og nú sveimar sleta tín gjøgnum púra einki! Og har langt burturfrá nei, hygg har! Langt burturi dagar eitt torn móti himni, og hatta er tornið á heimsins enda! Ovast uppi er ljós og neistarok sum frá einum stjørnukastara, hetta er so skemtiligt, at tú fert at læa hart, men tó bert eitt andarhald kortini, tí brádliga varnast tú, at tú ert einsamallur og so langt av leið skotin, at ikki her i verðini tú finnur aftur.
Tá vaknar tú í song tíni og rópar við.
– Hvat bagir tær, Amaldus? Droymir tú ringar dreymar?
– Ja, tí meg droymdj, eg var á heimsins enda, har tornið stendur – –!
(Hans Thomsen týddi)

5. “Hoyrdu tit havsins andalag” (1984) eftir Sunleif Rasmussen er íblást av Hørte I Havets Aandedrag (1924) eftir William Heinesen.

Hørte I Havets Aandedrag
gennem Leernes Sang i den dalende Dag:
en Stund er vort Liv ved Havets Bred,
Havets Liv varer evigt ved!

Luftningen strejfer med Afgrundsgys
Ansigter ramt af det synkende Lys:
i alles Blikke det samme Skær
af Natten, der tøvende rykker nær.

Aaben og isblaa staar Himlen i Nord,
klar over diset og søvntung Jord,
Havsuset stiger for Skumringens Vind:
skynd jer, Høstfolk, før Nat strømmer ind!

–

Hoyrdu tit havsins andalag.
meðan liggjarnir sungu ein hallandi dag:
stutt er stundin, sum Iív várt sá,
havsins lív heldur alsamt á!

Kavgjósturgulið við andlit ber,
nú lækkandi ljósið enn dvølur her:
hitt sama ljóslag hvørt eyga fær av nátt,
sum drálar og tó er nær.

Í norðri er opið og ísblátt loft,
og tám og tyngd yvir fjørutoft,
og inn fleyrar dun gjøgnum skýmingar lág:
nú, skjótir, tit skurðmenn, tí nátt stendur á!
(Chr. Matras týddi)

6. “Ile” (1987) eftir Kristian Blak hevur íblástur úr Tiden iler (1976) eftir William Heinesen.

Tiden iler
lle er et dejligt ord. Blæsten iler, skyer- ne iler, bølgerne iler ude på vandet.
Tiden iler.
– Hvorfor iler tiden?
– Fordi den må skynde sig.
– Hvorfor må den skynde sig?
– Fordi der er så meget den skal ha gjort.
– Hvor iler tiden hen?
Tavshed.
– Hvad er tid?
Lang tavshed.
– Er det alt det der iler?
– Ja netop. Det er alt det der iler.

–

Tíðin strýkur avstað
Strúka er eitt yndisligt orð. Vindurin strýkur avstað, skýggini fara strúkandi, aldurnar strúka avstað eftir vatninum.
Tíðin strýkur avstað.
– Hví strýkur tíðin avstað?
– Tí hon noyðist at skunda sær.
– Hví hevur hon sovorðnan skund?
– Tí har er so nógv, hon má fáa frá hondini.
– Hvagar fer so tíðin strúkandi?
Tøgn.
– Hvat er tíð?
Drúgv tøgn.
– Er tað alt, sum fer strúkandi avstað?
– Ja, júst hatta. Tað er alt, sum fer strúkandi avstað.
(Hans Thomsen týddi)